Fiji, cava og lokale eventyr
Flyveturen til Fiji gik fint. Fik sovet en stor del af vejen hvilket var rigtig fedt. Var simpelthen så glad for mit sæde ud til midtergangen, ved siden af en stille og rolig pige. Havde sådan medlidenhed med damen der sad i midterstykket. På den ene side af hende sad der en kæmpe bamse, der mindst skulle have haft to sæder, og på den anden sad Mowgli fra junglebogen og pillede tæer oppe på sædet og med hår der stod ud til alle sider. Mere uheldig kan man vidst ikke være. Det var først da vi skulle af flyet at jeg begyndte at tale med pigen jeg havde siddet ved siden af. Hun hed Amanda og kom fra Canada. Hun havde et par dage i Fiji inden hun skulle videre til NZ. Tilfældigvis skulle vi bo på det samme hostel dagen efter, så har man da i det mindste én person man ved at man kan snakke med.
Jeg havde dog besluttet mig for at tage direkte fra lufthavnen til Pacific Harbour, en bustur på ca fire en halv time. Havde læst mig til at det skulle være et rigtig godt sted at dykke, så synes at det var turen værd. Det var lidt af en mission at finde ud af hvordan jeg kom dertil nemmest og billigst, men endte med at finde en god deal. Inden jeg forlod lufthavnen kom Amanda løbende efter mig. En dame havde fundet mit pas og troet at det var Amandas men hun havde hurtigt genkendt mig og løbet alt hvad hun kunne for at indhente mig. Pyh, det havde godt nok været lidt surt at miste det :S
Turen til Pacific Harbour gik fint selvom det var hunde koldt – grrr mere air condition. Pludselig stoppede bussen og jeg blev informeret om at det var mit stop. Her troede jeg at Pacific Harbour var en fin lille fiske by, og i stedet bliver jeg sat af midt på en grusvej i ingenmands land. Hmm, hvad har jeg nu roddet mig ud i. En fem minutters gåtur og jeg var fremme ved mit resort. Vejret havde ændret sig drastisk, fra varme og solskin til kraftig blæst. Øv. Desuden kunne jeg få lov at tjekke ind på en soevsal med 20 senge men ingen andre mennesker. Så kan det altså hurtigt blive lidt trist at rejse alene. Det blev ikke meget bedre da der sent på eftermiddagen tjekkede en stor gruppe 16-årige ind der var på rundrejse med en guide.
Jeg fik dagen til at gå med at opdatere bloggen og få de sidste ting på plads. Jeg havde booket et ’soft coral’ dyk til dagen efter, men på grund af vejret havde de måtte rykke dagens haj dyk til dagen efter, og de ringede derfor for at høre om jeg ville være interesseret i at tage med på det dyk i stedet for. Mere bestemt fodring af hajer på 25 meters dybde. Jeg sagde selvfølgelig ja, lidt eventyr lysten er man vel 
Resten af dagen var jeg godt nok lidt små nervøs og spændt. Jeg har aldrig dykket så dybt, og da slet ikke med kæmpe hajer.
Nervøsiteten viste sig dog at være spild af tid, for dagen efter blev dykket endnu en gang aflyst pga. dårligt vejr. Øv øv øv. Tabt pas, palle alene i verden, dårligt vejr og ingen dyk. Fiji og mig er ikke super gode venner lige nu. Så min lille bustur viste sig at have været spild af tid. Jeg havde booket en ø hop tur så jeg måtte vende tilbage til den anden side af øen. Imens jeg stod og ventede på bussen kørte en mini van op til mig og spurgte om jeg ikke ville med. Før jeg vidste af det sad jeg kilet mellem to Fijianske fyre, bumlende derudaf. Jeg nåede flere gange at tænke over havd jeg nu havde roddet mig ud i, men nød smatidig at turen gik en del hurtigere i bil end i bus. Det viste sig desuden at være en rigtig god deal, da den søde chauffør kørte mig helt hen til mit hostel, i stedet for at sætte mig af i centrum.
Jeg nåede dårligt nok at tjekke ind før end jeg stødte på Amanda, der sad og spillede kort med nogen fyre. Jeg sluttede mig hurtigt til dem – nøj hvor dejligt at have nogen at snakke med igen. Luke og Alex kom fra England, imens Mitchell var ansvarlig for dykker shoppen på vores hostel og Tofu stod for underholdningen. De to foreslog at vi tog hen et lokalt sted og drak den lokale drik Cava før vi tog i byen. Cava er vist nok lavet på rødderne far træer og ligner mest af alt beskidt vand. Det smager bestemt heller ikke særlig godt. Det siges at det gør folk trætte og afslappede men efter fire timer, kunne jeg stadig ikke mærke andet end den grimme smag. Mitchells fætter Serge støtte til gruppen og sammen tog vi alle 7 videre på karaoke bar. Det blev yderst underholdende – heldigvis havde vi stedet for os selv. Bagefter gik vi ind ved siden af hvro natklubben var. Det blev til en super aften der endte nede på stranden med hygge og øl. Da klokken blev fem mente jeg at det måtte være tid til at sove. Jeg skulle op igen klokken seks for at komme med bussen ned til havnen. Nøj, hvor var det svært at komme afsted og det er ikke bedre at jeg nu sidder på en utroligt gyngende båd med udsigt til endnu 4 timer til søs. Ikke gennemtænkt!