Kulturelle gnidninger
Der er en del Aboriginals i Cairns og i den nordlige del af Australien i det hele taget. Dog var det lidt af et kulturchok at komme til Katherine. Når man går ned ad gaden sider de simpelthen i små grupper over det hele. En del var beruset eller aggressive og man følte sig i det hele taget ikke særlig tilpas. Ikke et sted jeg ville have lyst til at gå rundt efter mørkets frembrud. Det var første gang jeg så småt begyndte at forstå de kulturelle problemer der er i Australien. Aboriginerne har kæmpet en brag kamp for deres rettigheder og har på mange måder haft stor succes med dette. Uden at vide alt for meget om situationen lader det dog til at en del af de tilskud og den hjælp de får i virkeligheden er lidt af en bjørnetjeneste. Når de samtidig er mere disponeret for alkohol misbrug og er opvokset i en kultur med fysisk afstraffelse er det nemt at se hvordan store dele af denne befolkningsgruppe desværre falder igennem systemet.
Samtidig har jeg fået en bedre forståelse for hvordan en stor del af den hvide Australske befolkning ser ned på de indfødte. Mange er opvokset i især Northern Territory hvor problemerne er enormt store, og har aldrig set andet. De bliver hver dag mødt af en stor gruppe indfødte der ikke har formået at få uddannelse og jobs, men blot ’udnytter’ systemet. Når 4. generations aboriginals får tildelt det ene og andet store tilskud beynder man at forstå hvorfor der sker et skel mellem den hvide og indfødte befolkning. Det er sørgeligt og jeg havde svært ved t acceptere at jeg selv har en begyndende forståelse for skellet, da der jo uden tvivl ligger mange meget dybere grunde til bunds for hvorfor tingene er som de er.
Når man så snakker med en person som Newton (Suvis kæreste) der er født og opvokset i territoriet som de kalder det, er det nemt at se hvordan misforståelser opstår. Der er utrolig langt mellem alting i Northern Territory. Der bor få mennesker og det hele bliver meget hurtigt lidt indædt. Newton har for eksempel utrolig svært ved at forstå formålet med at læse på universitetet i 5 år når man kan droppe ud af skolen som 16 årig og tjene gode penge på at arbejde med bygge- og vejarbejde. Det behøvet vist ikke at nævnes at han og jeg havde en del diskussioner. De endte som regel med at han gik i seng da han nægtede at gi’ sig selv når argumenterne ikke længere rakte. For eksempel endte han modvilligt med at sige at jo han har måske brug for, at der er et par stykker der studerer, så de kan klare hans skatteopgøreslse og andre praktiske pengesager, som han ikke forstår noget af. Men så heller ikke flere. NT har alt hvad man kan drømme om. Danmark bør bare lukke sine grænser og blive selvforsynende med alting o.s.v. Utrolig interessante samtaler, men det vidner også om hvor isoleret og snæversynede mange indbyggere i disse områder er. Ellers en super flink fyr.
Jeg har i hvert fald fået en fornyet forståelse af problemerne i Australien når det kommer til de indfødte og de hvide. Der ligger en del mere til grund end det man kan se med det blotte øje, og det er bestemt ikke et problem med en nem løsning.