Edderkop på afveje
Så er det blevet tid til at forlade Brisbane. Har haft nogen gode men lidt kedelige dage eftersom jeg på lægens ordre har måtte sidde stille det meste af tiden.
Lørdag aften opdagede jeg en knop på mit ben, men tænkte ikke mere over det. Jeg tog ud sammen med en masse fra mit hostel samt nogen af de australske drenges venner, og havde en super aften. Da jeg vågnede søndag havde knoppen udviklet sig til en stor rød plamage der var temmelig øm. Emily (min australske veninde) kom og hentede mig på mit hostel, og sammen kørte vi ud og spiste brunch. Som dagen gik, blev benet mere og mere ømt, og det var svært at gå (lige over knæet). Jeg har boet hos Emily siden søndag hvilket har været rigtig hyggeligt. Søndag aften tog vi ud og spise med hendes familie. Sjovt at møde dem. Havde allerede mødt den ene bror sidst jeg var her. Mandag skulle Em på arbejde, og jeg sad derfor hjemme hele dagen og ordnede praktiske ting. Da hun kom hjem besluttede vi at det nok var bedst at vi tog til lægen med benet. Vi er ret sikre på at jeg er blevet bidt af enten en white tail eller red back edderkop :S Men eftersom jeg ikke så det ske, kan vi ikke være sikre. Lægen gav mig antibiotika, da der selvfølgelig var gået betændelse i, samt en creme til at smøre på. Tusindvis af mennesker bliver bidt hvert år i Australien, langt de fleste opdager det ikke, og har ingen tegn efter 24 timer. Men men, ikke mig. Når jeg gør noget gør jeg det selvfølgelig ordentligt. Så her fire dage efter har jeg stadig problemer med at gå uden det gør ondt og benet er stadig rødt og hævet. Rødmen er dog aftaget en smule, til gengæld er bulen i midten hvor bidet har været, blevet hårdere og kroppen prøver at komme af med giften. Dere r dog ingen grund til bekymring. Jeg har ingen alvorlige symptomer, så det er bare min krop der lige skal forstå at antibiotikaen altså prøver at hjælpe. Ja, så har man også prøvet det. Er blevet en del mere opmærksom når jeg atger tøj på, da langt de fleste bid sker ved at edderkoppen sidder i tøjet når man tager det på. Den har højst sandsynligt siddet i buksebenet og er blevet sur over at blive klemt inde.
Så ja, de sidste par dage er gået med at sidde i sofaen og arbejde på computeren eller se fjernsyn. I går aftes tog vi ud og spiste en super lækker bøf. Restauranten havde 50% rabat på hele menu kortet – det kan vi li’ ![]()
I dag skulle jeg egentlig have været til tjek hos lægen, men desværre kørte Emilys lillebror galt i bilen i morges, så vi måtte ændre planerne lidt. Han slap med en brækket næse, og trykkede ribben fra airbaggen. Til gengæld er bilen totalskadet :S Nå men i hvert fald betød det at jeg ikke kom til lægen. Jeg tager videre til Cairns her til aften, så må finde en anden læge når jeg kommer derop. Er nok meget godt lige at få tjekket igen, eftersom jeg ingen forstand har på edderkoppebid.
Jeg har fundet et hostel i Cairns, som er lavet om til ét-, to- og trepersoners værelser, med fælles køkken, gratis internet m.m til en rigtig fornuftig pris. Samtidig skal man bo der i minimum en måned, hvilket gør at det er lidt mere stille end et almindeligt hostel, og at jeg forhåbentlig kan lære nogen flere mennesker at kende, som ikke rejser efter to dage. Bliver spændende at se hvordan det bliver. Ser i hvert fald frem til noget mere sol ![]()
Der er faktisk et par stykker fra mit gamle hostel der også skal derop, så fedt allerede at kende et par stykker. Det kan desuden være at en af de australske drenge kommer på besøg. Har snakket om at tage ud at dykke sammen. Bliver dejligt at kunne slå mig ned et sted i lidt længere tid. Indtil videre tager jeg en måned, men hvis jeg bliver glad for det, kan det være, at jeg bliver længere. Cairns er dog ikke den mest inspirerende by, så mon ikke jeg finder sydpå, når vejret bliver lidt bedre.
